Narcissisme

Jeg har efterhånden mødt mange klienter, som er kommet til mig, fordi de har en relation til en med narcissistiske træk. Det har både været forældre, leder, partner eller en bedste ven. Hvad typisk går igen for disse klienter er, at de har først og fremmest behov for at se på situationer sammen med en anden for at få afkræftet eller bekræftet deres oplevelser i relation til personen med narcissistiske træk. Fordi mennesker med narcissistiske træk er dygtige til at ændre ens virkelighedsopfattelse. 

Hvad er narcissisme?

Narcissisme er kendetegnet ved en overdreven følelse af selv vigtighed, behov for beundring og en mangel på empati overfor andre, grandios selvopfattelse, behov for konstant beundring, udnyttelse af andre og en manglende evne til at sætte sig ind i andres følelser og behov.

Hvordan påvirker narcissisme relationerne?

At være i en relation med en narcissist kan være udfordrende. Narcissister har ofte svært ved at skabe og opretholde sunde, gensidige relationer. Nogle af de mest almindelige dynamikker inkluderer:

  • Manipulation og kontrol: Narcissister kan bruge manipulation og kontrol for at opretholde deres følelse af overlegenhed. Dette kan omfatte gaslighting, hvor de får andre til at tvivle på deres egen virkelighedsopfattelse.

  • Manglende empati: En narcissistisk person kan sige, at de forstår og gør deres bedste, men efter et stykke tid vil de samme problemer ofte vende tilbage.

  • Beundrings behov: Narcissister har ofte et stort behov for konstant beundring og ros. Hvis dette behov ikke bliver mødt, kan de blive vrede eller trække sig væk.

  • Ubalance i forholdet: Relationer med narcissister er ofte præget af en ubalance, hvor den ene part konstant giver, og den anden konstant tager.

Hvordan påvirker det dig?

Når du er i en relation med en narcissist, er det vigtigt at være opmærksom på følgende tegn:

  • Du oplever at tvivle mere og mere på dig selv.

  • Du er opslugt af personen og får at vide, at det du gør har mindre værdi, mens narcissisten er mere værd.

  • Du skal hele tiden ændre noget ved dig selv for at forbedre forholdet.

  • Du har falske forhåbninger som f.eks. "Hvis og når xx sker, bliver det meget bedre."

Reflekter over din trivsel og spørg dine nærmeste, om de oplever en forskel i, hvordan du var før og efter relationen med narcissisten. Dette gælder især, hvis relationen begyndte senere i livet, som f.eks. gennem arbejde eller venskab. 

Hvis du har haft relationen siden barndommen, er det vigtigt at være opmærksom på dit humør og trivsel. Vær opmærksom på, hvem der har støtter dig og klargør her for dig selv, at du ikke kan lave om på personen, men du kan lave om på de forventninger og håb du har til personen. Accepterer at sådan er personen, og forsøge at give slip på mulige bånd hvor du er afhængig af personen. 

Hvordan håndterer du narcissisme?

Hvis du har en narcissistisk person i dit liv, er her nogle strategier, der kan hjælpe:

  • Fokus på selvpleje: Sørg for at finde tid til aktiviteter, der bringer dig glæde og afslapning. Omgiv dig med mennesker, som løfter dig, giver dig omsorg og støtter dig. Fokuser på det, der giver dig glæde frem for at tænke på hvordan du skal lave om på dig selv. 

  • Sæt grænser: Det er vigtigt at sætte klare, faste grænser for at beskytte dig selv. Vær dog nænsom og undgå konfrontationer.

  • Undgå konfrontationer: Konfrontationer med personer med narcissistiske træk kan ofte føre til konflikt. Kommuniker klart og roligt, og undgå at blive trukket ind i drama.

  • Søg støtte: Overvej at søge støtte fra en terapeut eller en støttegruppe. Det kan være utroligt hjælpsomt at tale med andre, der forstår dine oplevelser.

Afsluttende tanker

Narcissisme er ikke nemt at håndtere alene, selv for professionelle, som er vant til at arbejde med mennesker, kan have svært ved at være i en sund relation med en person med disse træk. Derfor skal du ikke tage det personligt eller kritisere dig selv for det. Men ret din opmærksomhed mod din egen trivsel og velvære. Med den rette viden, omsorg for dig selv og de rette værktøjer er det muligt at bevare din kerneselv og dit velbefindende.

Forrige
Forrige

Integration i Terapi

Næste
Næste

Emotionel Ensomhed